Forsvarschefen

Chairman of the Joint Chiefs of Staff
(Forsvarschefen)

Forsvarschefens flag

Forsvarschefens flag

Teknisk set er forsvarschefen den øverste officer i det amerikanske militær. Det er den mest prestigefyldte og offentlige figur i militæret. Men reelt kan forsvarschefen ikke kommandere rundt med amerikanske soldater som sendes ud i verden i væbnede konflikter.

I 1986 skete der en omstrukturering af den øverste militære ledelse. I den forbindelse blev forsvarsstabens rolle lavet om i forhold til tidligere. Forsvarschefen gik over til ikke at have nogen som helst operationel magt. Han mistede kontrollen over styrker, som måtte blive engageret i væbnede konflikter. I stedet har forsvarschefen en helt central rolle i formuleringen af USA’s sikkerhedspolitik, ved at være den primære militær rådgiver for præsidenten og forsvarsministeren.

Stillingen som forsvarschef blev skabt i 1949, ved en tilføjelse til National Security Act of 1947. Forsvarschefen har rang af fire-stjernet general/admiral, og sidder i op til to toårige perioder. Eneste fem-stjernede forsvarschef var den første forsvarschef, Omar Bradley, som fik rangen for at have samme rang som Douglas MacArthur.

Forsvarschefens løn (pr. 1.januar 2015): $21.147,30 om måneden (eksklusiv tillæg)

Forsvarschefens rolle i henhold til Goldwater-Nichols Act af 1986 (uddrag):

Forsvarschefen er den primære militære rådgiver for præsidenten, det nationale sikkerhedsråd og forsvarsministeren.

Forsvarschefen skal rådføre sig med forsvarsstaben inden han rådgiver præsidenten, det nationale sikkerhedsråd eller forsvarsministeren, men hvis et medlem af forsvarsstaben er uenig med rådgivningen må de gerne præsentere deres mening ved siden af forsvarschefens.

Forsvarschefen er ansvarlig for følgende:

  1. Strategisk retning
  2. Strategisk planlægning
  3. Beredskabsplanlægning
  4. Rådgivning om forudsætninger, programmer og budgetter
  5. Doktriner, træning og uddannelse
  6. Andre sager (repræsentere USA ved NATO’s Militærkomite)

Forsvarschefer efter den Kolde Krig – stærke og svage

Fordi forsvarschefen er den primære militære rådgiver for præsidenten og forsvarsministeren, kan han have en enorm indflydelse på den sikkerhedspolitiske proces i Washington, men samtidig også være skyld i at militæret har minimal indflydelse på den samme proces. Det kommer meget an på den enkelte forsvarschef.

Den absolut stærkeste forsvarschef i nyere tid har uden tvivl været Colin Powell. Fra 1989 til 1993 sad Powell som forsvarschef under først præsident George H. W. Bush og derefter præsident Bill Clinton.
Som forsvarschef under præsident Bush fik Powell enorm indflydelse på den sikkerhedspolitiske proces, og især udkæmpelsen af Golfkrigen i 1990/91. Denne krig blev i store træk udkæmpet i henhold til den såkaldte Weinberger-Powell doktrin, en række ”betingelser” eller spørgsmål som skulle opfyldes inden man burde anvende militær magt. Doktrinen var i første omgang udviklet af forsvarsminister Caspar Weinberger, og derefter gjort kendt af Powell.
Powells indflydelse var med til at sikre at Golfkrigen holdt et afgrænset fokus og målsætning og at man engagerede overvældende militær magt for at sikre, at man kunne nå målsætningen.

I det første år af Clinton-administrationen udkæmpede Powell flere kampe med den nye administration, og hans magt i Washington gjorde det svært for den nye præsident at komme udenom forsvarschefen. I førte omgang var det en diskussion om at lade homoseksuelle gøre tjeneste åbent i militæret, noget som Powell var imod, og Clinton-administrationen søgte at gøre lovligt.
Den næste diskussion var om anvendelsen af militær magt på Balkan for at standse kampene i Bosnien. Her var Powell igen modstander, fordi han ikke kunne se en klar målsætning og exit-strategi for USA’s mulige engagement. Han mente derfor, at man risikerede et langvarigt militært engagement med høje tab og brug af ressourcer til følge.

Siden Powell trådte tilbage har hans tid som forsvarschef, tjent som et skræmmeeksempel for flere forsvarsministre og præsidenter på hvor meget magt en forsvarschef kan få, hvis han forstår at placere sig rigtigt i den sikkerhedspolitiske proces, og har venner og allierede i Kongressen.

Særligt for Donald Rumsfeld, som var forsvarsminister under George W. Bush, var Powells tid som forsvarschef et skræmmeeksempel på hvordan civil kontrol var blevet undermineret. Derfor kom han ind i Pentagon i 2001 med det klare formål at stadfæste og konsolidere civil kontrol over militæret og den sikkerhedspolitiske proces.
Tre forsvarschefer tjente under Rumsfeld. Første var general Hugh Shelton, som havde store kampe med Rumsfeld, men som i sidste ende blev skubbet til side i Rumsfelds kamp for at styrke forsvarsministerens position på bekostning af forsvarschefens. Shelton kom dog ikke til at spille en stor rolle i krigen mod terror, i det han trådte tilbage den 30. september 2001.

Som ny forsvarschef stod general Richard Meyers svagt i forhold til en meget dominerende forsvarsminister, som fra første færd søgte at dominere forholdet mellem de to. Derfor kom Rumsfelds meninger om krigsførelse i høj grad til at dominere overvejelserne om krigen i Irak i 2003, hvor forsvarsstabens anbefalinger blev ignoreret når muligt, og Rumsfeld formåede at presse sine meninger igennem.

Meyers’ afløser, general Peter Pace, blev selv i samtiden opfattet som en svag forsvarschef. Han blev fuldstændig domineret af Rumsfeld, og formåede aldrig rigtig at sætte sig igennem overfor forsvarsministeren. Hans svage position var også medvirkende til at han kun sad en enkelt periode som forsvarschef, inden han fik at vide, at han burde overveje pensionisttilværelsen.

Michael Mullen forsøgte i høj grad efterfølgende at reetablere forsvarschefens magt og indflydelse, måske ikke til det niveau som Powell, men i hvert fald genetablere respekten omkring embedet, som Rumsfeld havde taget.
Dette forsøg fra Mullens side ledte ved flere lejligheder til sammenstød med den nye Obama-administration, idet de begyndte at se militæret som endnu en gang prøve at dominere den sikkerhedspolitiske proces – noget de var meget opmærksomme på.

Der er altså utrolig forskel på hvilken indflydelse forsvarschefen får, både alt efter hans egen personlighed og evner, men også den siddende civile administration og hvor meget plads de vil give forsvarsstaben og forsvarschefen i den sikkerhedspolitiske proces.

General Martin Dempsey

220px-General_Martin_E._Dempsey,_CJCS,_official_portrait_2012

General Martin Dempsey (født 1952) blev udnævnt til forsvarschef den 1. oktober 2011, som efterfølger til admiral Michael Mullen.

Uddannelse

1974 Bachelor of Science, U.S. Military Academy, West Point, New York

1984 Master of Arts  i Engelsk, Duke University, Durham, North Carolina

1988 Master of Military Art and Science, United States Army Command and General Staff College

1995 Master of Science i National Sikkerhed og Strategiske Studier, National War College

Karriere

Sekondløjtnant: 5. juni 1974

Premierløjtnant: 5. juni 1976

Kaptajn: 8. august 1978

Major: 1. september 1985

Oberstløjtnant: 1. april 1991

Oberst: 1. september 1996

  • Third Armored Cavalry Regiment
  • Assistant Deputy Director ved forsvarsstaben samt Special Assistant for forsvarschefen

Brigadegeneral: 1. august 2001

  • Militærrådgiver i Saudi Arabien (assisterede i uddannelsen af den saudiske nationalgarde)
  • Armored Division

Generalmajor: 1. september 2004

  • Armored Division (chef)

Generalløjtnant: 8. september 2005

  • Multi-National Security Transition Command – Iraq (chef)
  • S. Central Command (næstkommanderende)

General: 8.december 2008

  • United States Army Training and Doctrine Command (chef)
  • Chief of Staff of the United States Army
  • Chairman of the Joint Chiefs of Staff

Facebook: General Martin E. Dempsey

Twitter: @Martin_Dempsey

Artikel på Kongressen.com:

General Dempsey – valgt fordi han ikke var Petraeus

Når forsvarschefen ikke taler for den øverstbefalende

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *