Hvad lærte vi om kampen mod Islamisk Stat af Obamas nye AUMF?

11-02-2015

Obamas tale den 10.september 2014 om kampen mod IS

Obamas tale den 10.september 2014 om kampen mod IS

I dag præsenterede Obama administrationen sit udkast til en Authorization for the Use of Military Force (AUMF) for kampen mod Islamisk Stat til Kongressen.

En AUMF er et juridisk dokument, hvori Kongressen giver præsidenten ret til at anvende militær magt mod en konkret trussel. Flere præsidenter (herunder Obama) har flere gange stillet spørgsmålstegn ved nødvendigheden af et sådan dokument, fordi de har ment, at de operationer som de havde sat i gang, var indenfor deres ret som øverstbefalende for de væbnede styrker. Som eksempel kan man se på luftkrigen mod Serbien i 1999, hvor Bill Clinton ikke mente, man behøvede en AUMF, eller krigen i Libyen i 2011. Her mente Obama ikke, at man behøvede en AUMF, da der ikke var tale om en krig, men i stedet en ”væbnet intervention”.

Tidshorisonten
For det første giver udkastet et billede af den
tidshorisont, som Obama administrationen mener, er nødvendig til kampen mod Islamisk Stat, i hvert fald i første omgang. Ifølge udkastet så skal den nye AUMF gælde i tre år, fra det tidspunkt hvor den vedtages af Kongressen. Det vil altså sige indtil 2018. Forventningen fra Obama administrationen har hele tiden været, at denne kamp ville være en, som man gav videre til efterfølgeren. Nu afgrænser man perioden for den nye AUMF til at være tre år, og lader det dermed være op til efterfølgeren om den skal søges forlænget, ændres eller udløbe.

Midlerne
Dernæst er der et interessant afsnit:

The authority granted in subsection (a) does not authorize the use of the United States Armed Forces in enduring offensive ground combat operations.

Obama holder altså fast i sit løfte om, at USA ikke skal lede an i kampen på jorden mod IS, men lade det være op til de irakiske styrker. Dog skal man lige lægge mærke til ordvalget: ” enduring offensive ground combat operations”. Man lader dermed en lille juridisk kattelem være åben, for at amerikanske landtropper kan støtte irakerne i kortere perioder, eller i ikke-offensive roller, såsom at kalde luftstøtte. Men alligevel er det en bemærkelsesværdig tilføjelse til en AUMF, og en som klart viser Obamas fortsatte intention om at lade amerikanerne agere støtte, og lade irakerne gå forrest i kampen.
Det giver også Obama mulighed for at sætte specialstyrker ind i korte operationer, hvad enten det er redning af gidsler eller angreb på ledende skikkelse i Islamisk Stat.

Det at man sætter en begrænsning på hvad midler man kan anvende i kampen mod Islamisk Stat i en AUMF, er markant anderledes end tidligere AUMF’er. I den AUMF, som blev vedtaget i 2001, som reaktion på terrorangrebene 11.september, gav man præsident Bush ret til at: ”use all necessary and appropriate force” til at bekæmpe bagmændene bag 11.september. Den formulering havde man set før i historien, nemlig i 1964 da Kongressen vedtog Tonkin-bugt resolutionen, som gav præsident Johnson ret til at ”take all necessary measures to repel any armed attack against the forces of the United States and to prevent further aggression”. Over de næste fire år eskalerede USA’s engagement i Vietnam til over 500.000 mand.

Så ud over at være af politisk nødvendighed (han har jo lovet ”no boots on the ground”) så er det en historisk lektie som Obama drager i sin foreslåede AUMF. Man skal ikke bare have en gummiparagraf som giver lov til et udefineret engagement af militære styrker i en ubegrænset tidsperiode.

I denne forbindelse er det også interessant at bemærke titlen på udkastet: Joint Resolution. To authorize the limited use of United States Armed Forces against Islamic State of Iraq and the Levant” Dette understreger endnu en gang at USA’s engagement skal i videst muligt omfang være begrænset, for at undgå endnu et omfattende langtrukkent militært engagement i Mellemøsten.

Definition af fjenden
Endnu en interessant ting ved den foreslåede AUMF, er at fjenden i denne AUMF er klarere defineret. Fjenden ifølge den foreslåede AUMF er: ”ISIL [Islamic State in Iraq and the Levant] or associated persons or forces”. Men Obama administrationen går videre. Man definerer nemlig hvem “associated persons or forces” er.

De defineres som:

Individuals and organizations fighting for, on behalf of, or alongside ISIL or any closely-related successor entity in hostilities against the United States or its coalition partners

Man skulle umiddelbart tro at ved at definere fjenden så klart, så begrænser man dermed også omfanget af konflikten. Men det kan faktisk forholde sig anderledes. Ved at bruge ordene ” fighting for, on behalf of”, så åbner man også op for eventuelle operationer mod sympatisører og grupper som måtte have svoret troskab til Islamisk Stat andre steder i Mellemøsten. Man har set grupper i Ægypten og Libyen samt andre smågrupper andre steder i Mellemøsten sværge troskab til Islamisk Stat, og dermed kan man argumentere for at de dermed falder under kategorien:” fighting for, on behalf of”.

Der er ingen geografisk begrænsning i den foreslåede AUMF, og med den valgte defintion af fjenden, så lader man mulighederne være åbne for at bekæmpe sympatisører andre steder end i Irak og Syrien.
Den samme manglende begrænsning så man i AUMF’en fra 2001. Her blev fjenden defineret som:

Those nations, organizations, or persons he determines planned, authorized, committed, or aided the terrorist attacks that occurred on September 11, 2001, or harbored such organizations or persons, in order to prevent any future acts of international terrorism against the United States.

Dermed erklærede man reelt krig mod hele al Qaeda netværket, da det stod bag terrorangrebene. Derfor kan Obama administrationen den dag i dag bruge den AUMF fra 2001 som juridisk grundlag for hans kamp mod al Qaeda i Pakistan, Yemen, Somalia og andre steder (herunder hans omfattende brug af droner). Den åbne definition af fjenden, betyder derfor en manglende geografisk afgrænsning af konflikten.

Målsætningen
En sidste men MEGET interessant ting ved den foreslåede AUMF er målsætningen for kampen mod Islamisk Stat.

Den 10. september sidste år holdt Obama sin store tale om USA’s nye kamp i Mellemøsten. Her gjorde Obama det klart:

Our objective is clear: We will degrade, and ultimately destroy, ISIL through a comprehensive and sustained counterterrorism strategy.

Hvis man læser målsætningen i den nye AUMF, så hedder det:

The United States is working with regional and global allies and partners to degrade and defeat ISIL, to cut off its funding, to stop the flow of foreign fighters to its ranks, and to support local communities as they reject ISIL.

Lagde I mærke til forskellen? I September var målsætningen at “to destroy”, i dag er målsætningen “to defeat”. Det lyder måske ikke som den store forskel, men det er en væsentlig forskel. Hvis man når målet ”to destroy”, så har man per definition også nået ”to defeat”. Men det er ikke nødvendigt at ødelægge sin fjende fuldstændigt for at besejre den. Dermed er målsætningen blevet mere opnåelig, om end det ikke er blevet klart hvornår man mener at Islamisk Stat er besejret. Men det er der jo mange gode politiske årsager til at man ikke definerer. Så er det nemmere selv at definere, hvornår missionen er nået, og amerikanerne kan trække sig hjem igen.

Facebooktwittergoogle_plusredditpinterestlinkedinmail

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *