Kritiske perspektiver på situationen i Irak

07-06-2015

Kritiske perspektiver på situationen i Irak

For nogle dage siden udkom en rapport skrevet af en seniorforsker ved tænketanken Center for Strategic and International Studies (CSIS) i Washington D.C. om situationen i Mellemøsten. Anthony Cordesman kommer i rapporten med en skarp kritik af Obama administrationens strategi, eller mangel på samme, i kampen mod Islamisk Stat og i forhold til at håndtere den generelle situation i Mellemøsten.

Ifølge Cordesman mangler man fra amerikansk side en strategi for hvordan man vil håndtere den situation som man står overfor i Mellemøsten. For en af Cordesmans centrale pointer er at man ikke kan se på de enkelte problemer som enkeltstående.
Situationen i Irak kan ikke ses isoleret fra borgerkrigen i Syrien mod Bashar al-Assads regime, ligeså vel som situationen i Libyen i højere og højere grad kobler sig på situationen i Irak og Syrien. Dette sker ved en tilstedeværelse af grupper som har svoret troskab til Islamisk Stat, og dermed bliver deres ekstremisme spredt ud over et endnu større område.

The United States has reached a point in the war against ISIL – and the struggle to bring some kind of stability to Iraq and Syria – where it needs to focus on the full range of challenges it faces. It needs to understand that it is not fighting one enemy in ISIL or simply Islamic extremism, but dealing with a two-failed states that are deeply divided, have long had inadequate governance, face massive problems with corruption and mismanaged economies, and which face acute demographic pressures that would cause major employment and economic development problems even if they were at peace.

Cordesman ser ikke nogen klar strategi fra Obama administrationen til at imødegå disse udfordringer.

Et andet punkt hvor Cordesman krititserer Obama administrationen, er dens åbenhed om anvendelsen af militær magt, som han argumenterer for har været ekstremt lukket – specielt i forhold til at Obama kampagnen i 2008 krævede større åbenhed.
Men nok den skarpeste kritik kommer da emnet falder på Obama administrationens håndtering af modgang og deres uklare strategi:

Public reporting has spun events, and downplayed risk and problems to the point of lying by omission, and failed to report on the full nature and effectiveness of U.S. actions. Far too much of what has been said in recent years has made the “Vietnam follies” look like models of integrity and depth.

Det er ikke tit man hører en moderne administrations mediehåndtering blive kaldt dårligere, end den som man så under Vietnamkrigen. Administrationen har helt klart været dårlig til at håndtere udviklingen i Mellemøsten. Man har ikke fået klare svar fra administrationen på hvad det er man vil opnå, og særligt ikke hvordan man har tænkt sig det.

Situationen i Irak

Specifikt i forhold til situationen i Irak mener Cordesman at man bør lægge strategien om. Blandt andet bør man som før nævnt erkende behovet for at se kampen mod Islamisk Stat som ikke bare et Irak-specifikt problem, men også i forhold til borgerkrigen i Syrien.

Men Cordesman mener også at man bør ændre i koalitionens strategi i kampen mod Islamisk Stat. Som det noteres i rapporten, så har administrationen ingen muligheder for at engagere amerikanske landstyrker af flere grunde:

  • Der er ikke folkelig opbakning i den amerikanske befolkning til et nyt engagement af landstyrker i Irak
  • Man ville være nødt til at etablere store amerikanske baser igen i Irak for at kunne håndtere og støtte den store mængde styrker som ville være påkrævet
  • Risikoen for at provokere Iran vil være stor, noget man gerne vil undgå i større grad grundet den igangværende strid mellem Iran og Saudi Arabien om regional dominans som i forvejen kører på højtryk
  • Man vil risikere at vende den irakiske befolkning og militser fra kampen mod Islamisk Stat til en kamp mod amerikanske tropper
  • Amerikanske styrker vil risikere at blive anvendt som brikker i sekteriske opgør indenfor Iraks grænser

Som Cordesman ser det, så er Obama administrationen og koalitionen nødt til at gøre to ting

  • Flytte træningsindsatsen og støtten til de irakiske sikkerhedsstyrker tættere på frontlinjerne, for at vise støtte og opbakning i en grad som skal give de irakiske styrker selvtillid til at bekæmpe Islamisk Stat
  • Øge intensiteten af luftkampagnen. Ifølge en rapport udfærdiget af CSIS har koalitionen siden august 2014 fløjet 33.363 togter af alle slags (for eksempel overvågning, udpegning af mål og angreb). Dog er der ”kun” ved 3.270 af disse blevet smidt et våben mod Islamisk Stat. Cordesmans argument er at man bør skrue op for intensiteten for dermed at skabe forudsætningerne for de irakiske landstyrkers fremmarch. Hvis man skal forsvare det ”lave” antal angreb, så har Islamisk Stat naturligt nok tilpasset sig de mange luftoperationer, og de præsenterer derfor færre mål for koalitionen end i begyndelsen af kampagnen.

En dårligt forstået konflikt

For få dage siden var den tidligere øverstbefalende i Irak og Afghanistan, og senere CIA direktør, David H. Petraeus i medierne, fordi han havde udtalt om kampen mod Islamisk Stat “Well, you know, these are fights where if you’re not winning, you’re probably losing because time is not on your side.”

Her går Petraeus ind og siger noget som viser en anden forståelse af Islamisk Stat, end den som fremlægges i mange medier. I de fleste medier fremstilles Islamisk Stat som en terrorgruppe. Det er ikke en korrekt forståelse.
Islamisk Stat er en oprørsbevægelse, som benytter utilfredshed i lokalbefolkningen til at etablere sin kontrol med et geografisk område. Denne udnyttelse af utilfredshed i befolkningen bakkes efterfølgende op af en kombination af vold og regeringsførelse. Islamisk Stat viser sig som et alternativ til den irakiske regering, og hvis man ikke kan lide det, så er der en klar og grusom konsekvens. Terror er dermed et middel for Islamisk Stat, ligesom det har været for oprørsgrupper gennem hele historien. Islamisk Stat har helt klart ambitioner om at udføre terror mod vestlige mål, og man ser det allerede. Men den grundlæggende bekæmpelse af Islamisk Stat skal foregå i Irak og Syrien, og her må man definere IS som en oprørsbevægelse og bekæmpe dem i henhold til den definition. Man kan ikke blot bombe dem, ligesom man har haft held med mod al Qaeda. Man er nødt til at opnå politiske reformer i Irak, for dermed at imødegå den utilfredshed som IS har udnyttet blandt den sunnimuslimske befolkning i det nordlige og vestlige Irak.

Og netop i bekæmpelse af oprørsbevægelser gør det sig gældende som Petraeus siger: Hvis man ikke er ved at vinde, så er man ved at tabe. Det lyder jo meget simpelt, men er det ikke helt. Hvis konflikten bliver langtrukken uden reel udvikling, så er oprørsbevægelsen ved at vinde, og så selvom den ikke opnår taktiske sejre på slagmarken. Ved at fastholde status quo så viser oprørsbevægelsen at den virkelig er et troværdigt alternativ til den siddende regering, og at den har evnerne til at beskytte og bestemme over befolkningen som den har kontrol over.
Det var et mantra under Petraeus’ ledelse i Irak, at man var nødt til at vise en positiv udvikling, for ingen udvikling var det samme som at give sejren til oprørerne.

Koalitionen er altså nødt til at søge en politisk løsning på den sekteriske problematik i Irak for at kunne rulle IS’ kontrol tilbage. På den anden side er man i højere grad nødt til at se den generelle situation i Mellemøsten som et hele. Flere af konflikterne hænger sammen, enten ved tilstedeværelsen af al Qaeda og Islamisk Stat. De skal også ses i forhold til den igangværende regionale strid mellem Iran og Saudi Arabien som i høj grad giver brændstof til de andre konflitker blandt andet i Syrien, Irak og Yemen.

Facebooktwittergoogle_pluslinkedinrssyoutube

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *